KathrineB

Først ville jeg gerne være modeblogger. Så ville jeg gerne være livstilsblogger.

Så indså jeg, at jeg bare gerne vil hjælpe andre, og skrive nogle af de ting, som alle føler, men som ingen tør sige højt.

Fang mig på kathrine.broendholt@gmail.com!

blog

SÅDAN LØSER DU EN TØJKRISE

15-02-2019 16:11 Mode

Vi kender det alle sammen. Man åbner skabet mandag morgen, og der er bare IKKE noget der fungerer. Man prøver og prøver og prøver, men lige meget hvad man klemmer hofterne ned i eller trækker over hovedet, så spiller det bare ikke rigtig. Hvad gør man så?

Jeg har ofte overvejet, at der da må være en eller anden løsning på tøjkriser. Jeg ved virkelig ikke noget der kan starte min dag dårligt, som et outfit, jeg var nødt til at tage af sted i, udelukkende fordi jeg var ved at komme for sent ud af døren. Men nu tror jeg, at jeg har fundet en del af løsningen på de uundgåelige tøjkriser!

Problemet med tøjkriser er, at det jo hundrede procent er noget, der foregår oppe i hovedet på os selv. I virkeligheden er der sgu nok ikke nogle der opdager, hvis du genbruger dit outfit fra i forgårs, hvis det lige er det eneste du gider have på. Ikke desto mindre, kan det stadig være enormt frustrerende, at man står der foran spejlet, og i ens eget hoved, er det hele bare noget møg.

Men så slog det mig. Hvorfor er det jeg tænker, som jeg gør, når jeg står der? Det er i virkeligheden fordi, jeg selv har skabt en idé om hvem jeg er gennem mit tøj. Det er jo det dejlige ved tøj, det er enormt at udtrykke sig selv gennem. Bagsiden af medaljen er dog, at vi ofte kan låse os selv i at have en bestemt stil, eller at vi er en bestemt type, udelukkende baseret på vores tøjvalg.

F.eks. er jeg meget feminin. Det har jeg altid været og det hænger nok også godt sammen med, at jeg på mange måder fra naturens side ser meget feminin ud. Men det har gjort at jeg ikke tror, at jeg kan gå i mindre feminint tøj. Jeg har låst mig selv fast i, at jeg ALTID vil have høje sko på og se ultrakvindelig ud. Da jeg indså det for nylig, besluttede jeg mig for at udfordre det. Jeg kan godt lide at være feminin, men jeg kan mærke at det giver mig noget helt andet og en anden styrke, at gå i ting der er mindre feminine og som ikke sidder helt så meget til, som min normale garderobe. Det har også resulteret i, at jeg købte et par flade støvler, noget jeg normalt aldrig ville overveje at købe, og en kæmpe leopardpels. Men samtidig har jeg også lige købt en secondhand Ganni kjole, jeg har været forelsket i længe. Det er overhovedet ikke samme stil. Men why not.

Og ved du hvad? Det er skønt. Det er skønt at gå i tøj, jeg normalt ikke går i, for det ændrer heldigvis ikke på, hvem jeg er. Så hvad er løsningen på en tøjkrise? Eller i hvert fald en delvis løsning. Det er at droppe en idé om hvad ens stil er og hvad den skal udtrykke. Det bliver seriøst meget nemmere, at klæde sig på om morgenen, når man ikke skal spekulere over, om det egentlig er ”ens stil” og i stedet bare tager det på, der nu passer til den dags humør! Det gode ved tøj og mode er, at selvom det er fantastisk og selvom jeg elsker at shoppe, så er det heldigvis ikke jordens undergang, at jeg nogle gange ser mindre end perfekt ud.

Forresten peger alting altså mod, at leopard er kommet for at blive, i hvert fald lidt endnu. Både pelsen (som er faux, selvfølgelig!) er købt på udsalg, men jeg har fundet nogle varianter af begge dele, der er næsten helt magen til;

1. kan findes her.// 2. kan findes her.// 3. kan findes her.// 4. kan findes her. Desuden kan du også trykke på billederne, hvis det er nemmere for dig.

Jeg har prøvet at udvide mine kompetencer en smule ved også at skrive om mode. Selvom det intellektuelle niveau måske er lidt noget andet i denne slags indlæg, elsker jeg ikke desto mindre mode, så det ville virke unaturligt aldrig at skrive om. Jeg håber i også gider læse med på det.

DEN ÆGTE MANDLIGE FEMINIST ER EN SKRØNE...

13-02-2019 11:36

… opfundet af unge mænd, der er løbet tør for scorereplikker. There I said it. Jeg ved godt, at der findes mænd, der oprigtigt går op i feminisme også kendt som det, vi i daglig tale kunne kalde ligestilling. Men jo mere jeg bliver en sur feminist, for ja, det er man, når man går op i sine egne rettigheder, jo mere ser jeg også, hvorfor mænd italesætter feminisme, som de gør. Og, surprise surprise, er en mand ikke nødvendigvis et godt menneske, bare fordi han går ind for, at kvinder skal kunne gå på gaden uden at frygte mænd. Faktisk er det nogle gange de mandlige feminister, der viser sig at være nogle værre sataner forklædt som en wOkE hIpStEr fra Nørrebro.

For et par måneder siden datede jeg en fyr, chokerende, I know, lad os kalde ham Jens, der havde og har en aktiv rolle i #MeToo debatten i Danmark.

For resten, indskudt sætning, jeg bliver altså lige nødt til at pointere, at jeg ikke dater så meget, som det måske kunne lyde til, at jeg gør. Det er flere måneder siden, jeg sidst har været på en første date med nogen. Ikke desto mindre har jeg det helt fint og er rigtig glad for, der hvor jeg er kærlighedsmæssigt lige nu, så no worries. Grunden til at jeg ofte nævner mænd og dating her på los bloggos, er bare, at det er en af de ting her i tilværelsen, der virkelig sætter tanker i gang hos mig, og får mig til at reflektere over livet. Den skulle jeg bare lige have clearet med jer!

Anyways; fedt tænkte jeg. Jens her, han fatter det sørme. ”Jens” forstår godt hvorfor kvinder ikke vil udsættes for seksuelle overgreb, og hvorfor det for så vidt også er en vigtig sag at kæmpe for mænd. Mænd oplever også seksuelle overgreb og bliver også påduttet sociale normer, der kan være svære at leve op til. Feminisme og #MeToo kan og skal også gavne mænd, men det er som om, der er noget de der mandlige feminister, der minder om Jens, har glemt.

Feminisme er ikke nødvendigvis = fiss… Arrg, vi holder lige kammertonen. Men det er ikke desto mindre sandt. Jens har jo fundet den ultimative scorereplik, når han på første (og nærmest også sidste) date fortalte mig, at han altså er feminist. Problemet her er bare, at når Jens, og andre mænd som ham siger, at de er feminister, antager jeg jo, at det betyder, at de så har tænkt sig at udvise mig en relativ mængde respekt og ordentlig opførsel. Og det er så der, jeg åbenbart tog fejl. Feminisme hos mænd er åbenbart hverken nødvendigvis lig med fi- ahem, eller flink opførsel. Hvilket for mig virker lidt underligt. Altså det med den god opførsel…

Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg kunne skrive det her indlæg, uden at det bare var mig, der var sur på ham her Jens. Nu har jeg ventet, til jeg har fået det på afstand og kan se det en smule mere objektivt, selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde kan se noget 100% rationelt, hvis det involverer en situation, hvor nogen jeg kunne lide endte med at gøre mig ked af det.

Men altså. Mandlige feminister er skide vigtige, selvom feminister har fået et noget blakket ry. Det vender vi for resten tilbage til inden så forfærdelig længe igen. Men de er altså nødvendige, også de mandlige, når vi skal rykke på nogle ting, ikke kun for kvinder, men i vores samfund generelt. Jeg tror bare, der er længere mellem ægte mandlige feminister, end vi måske lige render og tror. Jeg synes f.eks. ikke, Jens er en rigtig feminist. Bevares, han har ikke tænkt sig at begå et overgreb på mig, hvad der vel egentlig også er normal menneskelig adfærd at afholde sig fra at gøre. Han prøver også aktivt ændre andre mænds syn på magtbalancer mellem mænd og kvinder. Men det gjorde ikke Jens til et bedre menneske. Faktisk var han slet ikke særlig sød eller respektfuld overfor mine følelser eller min tid.

Misforstå mig ikke, hvis man kalder sig feminist, mener jeg ikke, at man aldrig må lave fejl. Der findes ingen fejlfri mennesker, og vi kan alle komme til at gøre eller sige ting, der sårer andre, hvad enten vi kalder os feminister eller ej. Det er bare som om mænds feminisme klinger enormt hult, når de blærer sig med, hvor mange kvinder de har datet, for derefter at skide højt og helligt på kvinders følelser og tid. Er jeg for sensitiv, eller virker det lidt som om, at nogle mænd har regnet ud, at der er gode point i at tale med på #MeToo?

Måske er det bare mig, men i min verden hænger feminisme og næstekærlighed uløseligt sammen, netop fordi det handler om, at vi alle skal have det bedre. Derfor har jeg det relativt svært med mandlige feminister, der behandler mig, som om min tid, og mine eventuelle følelser for dem, er ligegyldige, hvis de ikke skal have sex med mig. Hvad synes du?

PS. Jeg tror ikke Jens læser med, men hvis han nu gjorde, kunne han jo lige passende hilse hans nye kæreste fra mig og sige at hun gerne må skrive til mig, hvis hun har brug for en at tale med.

"MEN ALTSÅ, JEG ER JO IKKE SÅDAN EN RIGTIG BLOGGER"

06-02-2019 14:34

På det seneste er der flere (læs: mere end 2 personer), der har spurgt ind til bloggen. Om jeg tjener penge på den, hvordan man egentlig tjener penge på den og hvad jeg vil med bloggen.

Og jeg forstår godt spørgsmålene, for der er mange, der ikke rigtig tror på bloggen som en realistisk fremtidig karriere. Eller, jeg tror godt, det fleste ved, at man kan leve af og skabe en karriere som blogger. De tror bare ikke på, at jeg kan gøre det. Fordi, janteloven. Hvad fanden er det egentlig også for noget, at jeg gør, hvad der passer mig, og er skide ligeglad med, at andre synes det er dumt?

Det er formentlig også derfor, der tit er nogle, der siger, at det er modigt, når jeg skriver en blog. Hver gang jeg hører det, er jeg nødt til at sige tak, og så spørge hvad de mener. Jeg synes helt ærligt ikke, at det er modigt, det jeg gør. Måske er det anderledes eller nytænkt i en eller anden forstand, når jeg skriver ting, som andre normalt ikke siger højt. Men, hvis jeg selv syntes, det var modigt, ville de emner jeg skriver om jo netop være tabuer. Ellers kræver de ikke mod at skrive om. Ikke desto mindre, synes jeg stadig, det er sødt af folk at kalde mig modig. Det er ikke ligefrem den værste prædikat at blive påduttet.

I starten da jeg havde bloggen, skammede jeg mig af en eller anden grund lidt, og sagde ofte ”men altså, jeg er jo ikke sådan en rigtig blogger”. Det er jeg stoppet med at sige for nylig. Jeg har ikke tænkt mig at underminere mig selv, for at behage andre. Man kan jo ikke bygge en karriere op om noget, man ikke vil stå ved.

Men altså, for at svare på nogle af de der spørgsmål… Jeg er jo ikke ligefrem fuldtidsblogger, og jeg siger nok heller ikke mit faste job op lige om lidt. Men betyder det, at man ikke må drømme? Der er ingen, af dem der lever som fuldtidsbloggere lige nu, der kunne gøre det til deres primære indkomst, før der var gået et par år. Sådan er det, alle brancher har deres vilkår for, hvad succes kræver. Bloggerbranchen kræver tid, udholdenhed og hårdt arbejde, uden så meget gevinst i den første tid.

Så nej. Jeg skovler ikke penge ind på bloggen. Så er det meget heldigt, at jeg har et andet job, jeg også elsker og kan tjene lidt flere penge på. Men det betyder ikke, at jeg ikke en dag kommer til at kunne leve af bloggen eller i hvert fald en afart af den. Det betyder bare, at jeg er ved at bygge en karriere op, og det gør man ikke på et par måneder. Jeg troede egentlig, at jeg var en del af en generation, hvor det var fejret at være unik og stikke lidt ud af mængden. Det lader til at være forkert, med mindre man altså er ”unik” lige som alle de andre, der har formået at tage et par jeans under Ganni-kjolen. Ej, det er selvfølgelig bare gas, man skal altid gå i det tøj, man bedst selv kan lide, lige meget om der er andre der går i noget lignende eller ej. Generelt skal man gøre lige hvad man vil, så længe man ikke sårer andre i processen.

Men, jeg mener det oprigtigt. Jeg ved jo godt, at der er folk i min perifere omgangskreds, der synes, jeg er kikset, og mener at jeg skal lade være med at tænke så højt om mig selv. Jeg ved godt, at der er folk, der synes, jeg er en sur kælling, når jeg beder dem om at holde mund, fordi de snakker i munden på andre. Eller folk der griner af, at jeg går meget op i f.eks. frivilligt arbejde og at hjælpe andre, der er mindre privilegerede end mig. For resten, hvornår blev det kikset, at gøre noget godt for andre? Det forstår jeg oprigtigt ikke. Det svarer til at være stolt af, at man er en forkælet møgunge uden forståelse for privilegier...

Anyways. Det er de samme folk der griner af, at jeg har en blog, som jeg tager seriøst. Det sjove ved det er bare, at det er nogle af de samme folk, der lige pludselig spørger ind til bloggen og ”faktisk læser med, for det er egentlig meget nice”. Der er heldigvis også søde mennesker der oprigtigt kan lide at læse med, og som kommer med både konstruktiv kritik og ros. Der er nogle, der tror på bloggen og på mig. De mennesker kan jeg rigtig godt lide, og det er ofte dem der inspirerer nogle af mine indlæg.

Pointen med det her indlæg (det skal der jo være, for at du har en grund til at læse helt til slut), er ikke at jeg hader folk, der gør grin med min blog. Pointen er heller ikke, at nu skal i bare høre, en dag bliver jeg mangemillionær på bloggen. Pointen er, at jeg synes det er så møghamrende trættende og kedeligt, at det er pinligt at gøre noget man brænder for. Selvom jeg en dag kommer til at lave bloggen til en reel karriere, handler det ikke om pengene. Det handler om, at jeg gerne vil skrive. Jeg vil gerne skrive ting der gør noget for andre mennesker.

Jeg ved godt, at det er cool at være ligeglad og ikke brænde så meget for noget, at man ikke tænker på andet. Det er barnligt og kikset at være helt oppe at køre over noget, man elsker at lave. Men jeg har heldigvis heller aldrig sagt, at jeg var sej eller cool eller på nogen måde kvalificeret til overhovedet at være en del af ”de seje børns gruppe”. Så jeg tror bare, at jeg bliver ved med at lave noget der gør mig glad, og så kan vi jo altid snakkes ved om 10 år, hvor jeg kan have bygget min egen karriere op, lige som jeg vil, i stedet for at have et 8-16 job, jeg hader endnu mere end den mand, jeg har giftet mig med, bare fordi ”det er det, man gør”. Så snart ”det bare er, det man gør”, gider jeg ikke være med.

Anyways, hav en god onsdag og husk at lave noget i dag der gør dig glad!