… opfundet af unge mænd, der er løbet tør for scorereplikker. There I said it. Jeg ved godt, at der findes mænd, der oprigtigt går op i feminisme også kendt som det, vi i daglig tale kunne kalde ligestilling. Men jo mere jeg bliver en sur feminist, for ja, det er man, når man går op i sine egne rettigheder, jo mere ser jeg også, hvorfor mænd italesætter feminisme, som de gør. Og, surprise surprise, er en mand ikke nødvendigvis et godt menneske, bare fordi han går ind for, at kvinder skal kunne gå på gaden uden at frygte mænd. Faktisk er det nogle gange de mandlige feminister, der viser sig at være nogle værre sataner forklædt som en wOkE hIpStEr fra Nørrebro.
For et par måneder siden datede jeg en fyr, chokerende, I know, lad os kalde ham Jens, der havde og har en aktiv rolle i #MeToo debatten i Danmark.
For resten, indskudt sætning, jeg bliver altså lige nødt til at pointere, at jeg ikke dater så meget, som det måske kunne lyde til, at jeg gør. Det er flere måneder siden, jeg sidst har været på en første date med nogen. Ikke desto mindre har jeg det helt fint og er rigtig glad for, der hvor jeg er kærlighedsmæssigt lige nu, så no worries. Grunden til at jeg ofte nævner mænd og dating her på los bloggos, er bare, at det er en af de ting her i tilværelsen, der virkelig sætter tanker i gang hos mig, og får mig til at reflektere over livet. Den skulle jeg bare lige have clearet med jer!
Anyways; fedt tænkte jeg. Jens her, han fatter det sørme. ”Jens” forstår godt hvorfor kvinder ikke vil udsættes for seksuelle overgreb, og hvorfor det for så vidt også er en vigtig sag at kæmpe for mænd. Mænd oplever også seksuelle overgreb og bliver også påduttet sociale normer, der kan være svære at leve op til. Feminisme og #MeToo kan og skal også gavne mænd, men det er som om, der er noget de der mandlige feminister, der minder om Jens, har glemt.
Feminisme er ikke nødvendigvis = fiss… Arrg, vi holder lige kammertonen. Men det er ikke desto mindre sandt. Jens har jo fundet den ultimative scorereplik, når han på første (og nærmest også sidste) date fortalte mig, at han altså er feminist. Problemet her er bare, at når Jens, og andre mænd som ham siger, at de er feminister, antager jeg jo, at det betyder, at de så har tænkt sig at udvise mig en relativ mængde respekt og ordentlig opførsel. Og det er så der, jeg åbenbart tog fejl. Feminisme hos mænd er åbenbart hverken nødvendigvis lig med fi- ahem, eller flink opførsel. Hvilket for mig virker lidt underligt. Altså det med den god opførsel…
Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg kunne skrive det her indlæg, uden at det bare var mig, der var sur på ham her Jens. Nu har jeg ventet, til jeg har fået det på afstand og kan se det en smule mere objektivt, selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde kan se noget 100% rationelt, hvis det involverer en situation, hvor nogen jeg kunne lide endte med at gøre mig ked af det.
Men altså. Mandlige feminister er skide vigtige, selvom feminister har fået et noget blakket ry. Det vender vi for resten tilbage til inden så forfærdelig længe igen. Men de er altså nødvendige, også de mandlige, når vi skal rykke på nogle ting, ikke kun for kvinder, men i vores samfund generelt. Jeg tror bare, der er længere mellem ægte mandlige feminister, end vi måske lige render og tror. Jeg synes f.eks. ikke, Jens er en rigtig feminist. Bevares, han har ikke tænkt sig at begå et overgreb på mig, hvad der vel egentlig også er normal menneskelig adfærd at afholde sig fra at gøre. Han prøver også aktivt ændre andre mænds syn på magtbalancer mellem mænd og kvinder. Men det gjorde ikke Jens til et bedre menneske. Faktisk var han slet ikke særlig sød eller respektfuld overfor mine følelser eller min tid.
Misforstå mig ikke, hvis man kalder sig feminist, mener jeg ikke, at man aldrig må lave fejl. Der findes ingen fejlfri mennesker, og vi kan alle komme til at gøre eller sige ting, der sårer andre, hvad enten vi kalder os feminister eller ej. Det er bare som om mænds feminisme klinger enormt hult, når de blærer sig med, hvor mange kvinder de har datet, for derefter at skide højt og helligt på kvinders følelser og tid. Er jeg for sensitiv, eller virker det lidt som om, at nogle mænd har regnet ud, at der er gode point i at tale med på #MeToo?
Måske er det bare mig, men i min verden hænger feminisme og næstekærlighed uløseligt sammen, netop fordi det handler om, at vi alle skal have det bedre. Derfor har jeg det relativt svært med mandlige feminister, der behandler mig, som om min tid, og mine eventuelle følelser for dem, er ligegyldige, hvis de ikke skal have sex med mig. Hvad synes du?
PS. Jeg tror ikke Jens læser med, men hvis han nu gjorde, kunne han jo lige passende hilse hans nye kæreste fra mig og sige at hun gerne må skrive til mig, hvis hun har brug for en at tale med.