KathrineB

Først ville jeg gerne være modeblogger. Så ville jeg gerne være livstilsblogger.

Så indså jeg, at jeg bare gerne vil hjælpe andre, og skrive nogle af de ting, som alle føler, men som ingen tør sige højt.

Fang mig på kathrine.broendholt@gmail.com!

blog

"MEN ALTSÅ, JEG ER JO IKKE SÅDAN EN RIGTIG BLOGGER"

06-02-2019 14:34

På det seneste er der flere (læs: mere end 2 personer), der har spurgt ind til bloggen. Om jeg tjener penge på den, hvordan man egentlig tjener penge på den og hvad jeg vil med bloggen.

Og jeg forstår godt spørgsmålene, for der er mange, der ikke rigtig tror på bloggen som en realistisk fremtidig karriere. Eller, jeg tror godt, det fleste ved, at man kan leve af og skabe en karriere som blogger. De tror bare ikke på, at jeg kan gøre det. Fordi, janteloven. Hvad fanden er det egentlig også for noget, at jeg gør, hvad der passer mig, og er skide ligeglad med, at andre synes det er dumt?

Det er formentlig også derfor, der tit er nogle, der siger, at det er modigt, når jeg skriver en blog. Hver gang jeg hører det, er jeg nødt til at sige tak, og så spørge hvad de mener. Jeg synes helt ærligt ikke, at det er modigt, det jeg gør. Måske er det anderledes eller nytænkt i en eller anden forstand, når jeg skriver ting, som andre normalt ikke siger højt. Men, hvis jeg selv syntes, det var modigt, ville de emner jeg skriver om jo netop være tabuer. Ellers kræver de ikke mod at skrive om. Ikke desto mindre, synes jeg stadig, det er sødt af folk at kalde mig modig. Det er ikke ligefrem den værste prædikat at blive påduttet.

I starten da jeg havde bloggen, skammede jeg mig af en eller anden grund lidt, og sagde ofte ”men altså, jeg er jo ikke sådan en rigtig blogger”. Det er jeg stoppet med at sige for nylig. Jeg har ikke tænkt mig at underminere mig selv, for at behage andre. Man kan jo ikke bygge en karriere op om noget, man ikke vil stå ved.

Men altså, for at svare på nogle af de der spørgsmål… Jeg er jo ikke ligefrem fuldtidsblogger, og jeg siger nok heller ikke mit faste job op lige om lidt. Men betyder det, at man ikke må drømme? Der er ingen, af dem der lever som fuldtidsbloggere lige nu, der kunne gøre det til deres primære indkomst, før der var gået et par år. Sådan er det, alle brancher har deres vilkår for, hvad succes kræver. Bloggerbranchen kræver tid, udholdenhed og hårdt arbejde, uden så meget gevinst i den første tid.

Så nej. Jeg skovler ikke penge ind på bloggen. Så er det meget heldigt, at jeg har et andet job, jeg også elsker og kan tjene lidt flere penge på. Men det betyder ikke, at jeg ikke en dag kommer til at kunne leve af bloggen eller i hvert fald en afart af den. Det betyder bare, at jeg er ved at bygge en karriere op, og det gør man ikke på et par måneder. Jeg troede egentlig, at jeg var en del af en generation, hvor det var fejret at være unik og stikke lidt ud af mængden. Det lader til at være forkert, med mindre man altså er ”unik” lige som alle de andre, der har formået at tage et par jeans under Ganni-kjolen. Ej, det er selvfølgelig bare gas, man skal altid gå i det tøj, man bedst selv kan lide, lige meget om der er andre der går i noget lignende eller ej. Generelt skal man gøre lige hvad man vil, så længe man ikke sårer andre i processen.

Men, jeg mener det oprigtigt. Jeg ved jo godt, at der er folk i min perifere omgangskreds, der synes, jeg er kikset, og mener at jeg skal lade være med at tænke så højt om mig selv. Jeg ved godt, at der er folk, der synes, jeg er en sur kælling, når jeg beder dem om at holde mund, fordi de snakker i munden på andre. Eller folk der griner af, at jeg går meget op i f.eks. frivilligt arbejde og at hjælpe andre, der er mindre privilegerede end mig. For resten, hvornår blev det kikset, at gøre noget godt for andre? Det forstår jeg oprigtigt ikke. Det svarer til at være stolt af, at man er en forkælet møgunge uden forståelse for privilegier...

Anyways. Det er de samme folk der griner af, at jeg har en blog, som jeg tager seriøst. Det sjove ved det er bare, at det er nogle af de samme folk, der lige pludselig spørger ind til bloggen og ”faktisk læser med, for det er egentlig meget nice”. Der er heldigvis også søde mennesker der oprigtigt kan lide at læse med, og som kommer med både konstruktiv kritik og ros. Der er nogle, der tror på bloggen og på mig. De mennesker kan jeg rigtig godt lide, og det er ofte dem der inspirerer nogle af mine indlæg.

Pointen med det her indlæg (det skal der jo være, for at du har en grund til at læse helt til slut), er ikke at jeg hader folk, der gør grin med min blog. Pointen er heller ikke, at nu skal i bare høre, en dag bliver jeg mangemillionær på bloggen. Pointen er, at jeg synes det er så møghamrende trættende og kedeligt, at det er pinligt at gøre noget man brænder for. Selvom jeg en dag kommer til at lave bloggen til en reel karriere, handler det ikke om pengene. Det handler om, at jeg gerne vil skrive. Jeg vil gerne skrive ting der gør noget for andre mennesker.

Jeg ved godt, at det er cool at være ligeglad og ikke brænde så meget for noget, at man ikke tænker på andet. Det er barnligt og kikset at være helt oppe at køre over noget, man elsker at lave. Men jeg har heldigvis heller aldrig sagt, at jeg var sej eller cool eller på nogen måde kvalificeret til overhovedet at være en del af ”de seje børns gruppe”. Så jeg tror bare, at jeg bliver ved med at lave noget der gør mig glad, og så kan vi jo altid snakkes ved om 10 år, hvor jeg kan have bygget min egen karriere op, lige som jeg vil, i stedet for at have et 8-16 job, jeg hader endnu mere end den mand, jeg har giftet mig med, bare fordi ”det er det, man gør”. Så snart ”det bare er, det man gør”, gider jeg ikke være med.

Anyways, hav en god onsdag og husk at lave noget i dag der gør dig glad!